Nyheder

Soldater kommer i stigende grad til at tackle atypiske opgaver

Forsvaret skal være bedre forberedt på, at soldater i stigende grad kommer til at tackle flere atypiske opgaver. Covid-19-pandemien er et godt eksempel, der viser, at Forsvaret har noget at lære.
Foto: Forsvarsgalleriet/Kristian Vinther Brøndum. Minkindsatsen i Nordjylland.

Soldaterne kan forhåbentlig snart vende tilbage til mere velkendte – og savnede – opgaver oven på en lang periode med arbejde knyttet til Covid-19-pandemien. Det bliver dog næppe sidste gang, at Forsvaret står med ansvaret for en række atypiske opgaver, og derfor er det vigtigt, at man lærer af udfordringerne under pandemien. Dem har der været en del af.

”Under Covid-19-pandemien har flere soldater oplevet, at deres arbejdsgiver ikke havde helt styr på opgaven, inden de blev sendt ud til den. Jeg har eksempelvis oplevet sager, hvor soldaterne ikke er blevet indkvarteret og honoreret ordentligt – og ikke har fået den nødvendige forplejning. De her udfordringer opstod dels, fordi overenskomster, aftaler og regelsæt ikke er kendt, og fordi opgaverne kom meget hurtigt og dermed ikke var planlagt godt nok,” siger Michael T. Jensen, som er konsulent i HKKF’s faglige afdeling. 

Han rådgiver og hjælper til dagligt soldater, der oplever udfordringer på deres arbejdspladser.

> Voxpop: Hvordan har Covid-19 påvirket soldaternes hverdag?

God læring til næste gang

Michael T. Jensen forudser, at soldater også i fremtiden vil stå med ansvaret for at tackle flere atypiske opgaver. Det er derfor vigtigt, at Forsvaret lærer af udfordringerne fra Covid-19-pandemien til næste gang, en krise kaster opgaver af sig.

”Tendensen til atypiske opgaver har været stigende i Forsvaret. Det har man erfaret inden for de sidste par år med blandet andet Covid-19-pandemien, FRONTEX-opgaven med grænsebevogtning og flygtningekrisen, samt GEFION-opgaven med trusler om terror og bevogtning. Med den stigende grad af atypiske opgaver er det vigtigt at forberede sig bedre på de udfordringer, der kan komme, så vores soldater kan udføre deres opgaver under ordentlige vilkår,” siger Michael T. Jensen. 

Ifølge ham er der blevet brugt mange ressourcer på at gennemføre hurtige og til tider uhensigtsmæssige løsninger i stedet for at lægge kræfterne i en ordentlig forberedelse. 

”Under minkindsatsen i Nordjylland blev soldater blandt andet transporteret frem og tilbage fra Aalborg til minkfarme hver dag, selvom der var gode muligheder for at overnatte på hoteller i nærheden af indsatsområdet. Maden var skidt, og mange soldater blev frustrerede over, at de blev isoleret og ikke fik adgang til helt basale ting,” siger Michael T. Jensen.

> Læs også: Smitteopsporing: Selvfølgelig træder vi til, men…

Klar kommunikation og bedre planlægning

Klar kommunikation og en langt bedre planlægning af opgaverne er to ting, som Forsvaret bør tage til sig og tage med til kriser og løsning af atypiske opgaver fremadrettet. Et godt forarbejde samt helt klare regler og aftaler skal sikre, at soldaternes basale vilkår er på plads. Soldaterne skal vide, hvad de går ind til, hvad der forventes af dem, og hvor længe det forventes. De selvfølgelig også honoreres ordentligt for deres indsats.

”Vores medlemmer – soldaterne – er ikke sarte. De hjælper gerne, hvor Danmark har brug for det. Men vilkårene skal være på plads. Mange udfordringer kan imødekommes med relativt få ressourcer, men det kræver, at man bruger noget tid på ordentlig planlægning og på at få kommunikeret klart,” siger Michael T. Jensen.

I HKKF har man en fortsat dialog med Forsvaret, da udfordringer med planlægning og kommunikation desværre ikke er noget nyt, men bliver forstærket under kriser og ved arbejdet med nye opgaver.

”Det her er noget, vi skal have fokus på – og Covid-19 har vist os, hvor vigtigt det er at arbejde med det. Kan vi på nogen måde understøtte Forsvaret til en god udvikling, så vi sammen kan løse udfordringerne og undgå unødvendige problemer i fremtiden, så er vi mere end klar til at drøfte,” siger Michael T. Jensen.  

> Læs også: Hærens Corona-indsats har været en sejlads på ukendte farvande

Siden er sidst opdateret: 21.02.23 kl. 13.36

Andre nyheder