Nyheder

Forsvarligt: Vejen til god ledelse går gennem ærlighed, en god tone og handling

Skal der rettes op på udfordringerne omkring omgangstonen og handlepligt i det danske forsvar, kræver det, ifølge Forsvarschefen, en grundlæggende kulturændring. Forsker påpeger, at for det kan opnås, skal Forsvaret hele vejen ned i rækkerne turde tale om den del af kulturen, som ikke fungerer.
Forsvarschef Flemming Lentfer taler til besætningen på fregatten Niels Juel, inden den afsejler i februar 2022. Foto: Steffen Fog.

”Vi skal kunne stole på hinanden – derfor har vi nultolerance over for krænkende adfærd.” 

Det er ordene, som møder dig, når du går ind på Forsvarets hjemmeside respektforhinanden.dk. Hjemmesiden så dagens lys i september 2021 sammen med ’Vejledning om krænkende adfærd, mobning og vold,’ en stor kampagne, casebaseret undervisningsmateriale, en whistleblowerordning og andre redskaber til brug for forebyggelse og håndtering. 

På trods af indsatsen stod en række kvinder i juli 2022 dog frem i TV 2’s Operation X og fortalte om fortsat krænkende adfærd i Forsvaret. Men dokumentaren afdækkede ligeledes, hvordan en kompagnichef havde oplevet, at hans bataljonchef ikke tog sin handlepligt alvorligt ved to gange ikke at melde episoder om krænkelser. Da kompagnichefen rådgav de krænkede til selv at melde det til Auditørkorpset, fik han - under, hvad han selv overfor TV 2 kalder en “45 minutter lang skideballe” - besked på, at han skulle forvente at blive afsat som kompagnichef på grund af tillidsproblemer. Dette på trods af, at alle dog har ret til anmelde sager til Auditørkorpset.

Det er netop derfor, at Fagligt Forsvar for andet nummer i træk bringer et interview med Forsvarschef Flemming Lentfer. Denne gang skal det handle om ledelse og ikke mindst om, hvordan man i Forsvaret sikrer god ledelse og en kultur, hvor de menige tør gå til deres ledere, og hvor lederne tør gå til deres overordnede. 

Spørger man Flemming Lentfer, hvad han mener, god ledelse er, svarer han, at “det er når ledelsen baseres på nogle grundværdier, som man er fælles om at mene og udfolde i praksis.” I Forsvaret har man identificeret de fem værdier som troværdighed, åbenhed, tillid, selvstændighed og ansvarlighed. 

”Grundværdierne forstår alle nu, men Forsvaret står fortsat over for en større kulturændring, og i centrum for denne er værktøjerne forebyggelse, handlepligt og sanktioner. Det dækker også over, at en god tone er helt afgørende, ligesom der skal arbejdes med at fremme diversiteten,” forklarer Flemming Lentfer og fortsætter:

”Jeg hører igen og igen, at den sprogtone vi har i føringsdelen, skal være den samme i den daglige ledelse, fordi vi jo skal lære nogle hårde ting. Men det er jeg helt uenig i. Der er ingen grund til at tale smågrimt til hinanden for at øve til rollen i føringsstrukturen.” 

> Læs også: HKKF sikrer stor efterbetaling til medlemmer på HRU-kontrakt

Handlepligt er ikke lig utryghed

Forsvarschefen pointerer, at man som ansat i Forsvaret jo er klar over, at man ikke befinder sig på en almindelig arbejdsplads, og at det nogle gange går hårdt for sig – eksempelvis under træning. Derfor er han også tilhænger af ”train as you fight”, men det er bare ikke det samme som, at de overordnede skal være ubehagelige for, at træningen bliver effektiv. 

”Tværtimod mener jeg, at det modsatte bør gøre sig gældende, for jeg tror ikke på, at jo hårdere tone, des bedre soldater bliver vi. Hvis nogen tror, at det er udtryk for, at jeg ikke synes, at det skal være så tæt på virkeligheden som muligt, når vi træner og øver, tager de dog fejl. Det handler om, at det kan blive så ubehageligt, at det bliver unødvendigt,” siger Flemming Lentfer.

Udover den hårde tone, er der også handlepligten, som han mener, at ”nogen gerne vil oversætte til, at det nu er utrygt at være leder.” Der er dog ifølge Forsvarschefen ikke en modsætning imellem de to ting. Tværtimod er det helt afgørende, at en leder forstår at sætte sig i spidsen for at løse problemer:

”Du må ikke bare ignorere de problemer, som du ser på din vej. Derfor skal du som leder og ansat selvfølgelig ikke risikere din karriere, når du lever op til din handlepligt, men belønnes for det,” siger Flemming Lentfer og tilføjer, at man derfor “slet ikke er færdig” med at behandle den føromtalte sag, der blev beskrevet i Operation X-programmet.

Psykologisk tryghed er afgørende

Rebekka Bøgelund er seniorkonsulent i ved Videncenter for God Arbejdslyst og holder foredrag om det, som hun kalder nulfejlstyranniet. Hun er aktuel med ledelseshåndbogen ’Tør du fejle? – psykologisk tryghed på arbejdet’, og som hun så kontant siger det, så ”klapper vi i, hvis vi bliver straffet for at tage affære.” Endnu værre, så bliver vi faktisk også handlingslammede, hvis vi frygter repressalier, og i og med at en soldat skal kunne løse svære opgaver og samtidig have sit etiske kompas intakt, mener hun, at psykologisk tryghed i dagligdagen i Forsvaret er helt afgørende.

”Det er en svær opgave at være soldat, og derfor skal Forsvarets ledere være ekstra opmærksomme på, hvad det er for et værdisæt, de kommer med. Hvis de menige får at vide, at de ikke kan klare mosten, hvis de siger fra, når noget bliver for barsk under træning, kan det føre til, at de ikke tør påpege, hvis de ser noget forkert ude i felten. Og så kan det jo gå alvorligt galt,” siger Rebekka Bøgelund.

Hun mener, at Forsvaret hele vejen ned i rækkerne bør turde tale om den del af deres kultur, som ikke fungerer.

”Man lærer kun at lave færre fejl, hvis man tør indrømme dem. Nulfejlskultur og at stile efter nul fejl er ikke det samme. Det første er en usund kultur, der handler om ikke at turde påpege fejl, det sidste er en sund kultur, der handler om netop at påpege fejl for at undgå dem en anden gang,” siger Rebekka Bøgelund og pointerer, at det kræver, at den øverste ledelse holder ord – medmindre der sket noget helt exceptionelt:

”Det nytter ikke noget, at der pludselig alligevel er en chef, som ryger i svinget, fordi han har været ærlig.”

Rebekka Bøgelund. Pressefoto.

Rebekka Bøgelund. Pressefoto.

> Læs også: Forsvaret var de bedste år – og de værste

Fejl giver mulighed for forbedring

Det er Forsvarschef Flemming Lentfer enig i. Han mener, at den operative del og dagligdagen skal være komplementære. Jo bedre, man udøver sin daglige ledelse på værdierne og normerne med troværdighed og respekt, des mere tillid og loyalitet får man nemlig i føringssituationen, hvor alle er under pres.

For at løse udfordringerne skal balancen mellem krav og tryghed derfor diskuteres, for der skal netop være plads til at kunne begå fejl, mener han: 

”Jeg er selv i tvivl om mange ting, men jeg har forstået, at mit job kræver en vis form for handling. De ridser i lakken det giver at tage den forkerte beslutning, må man jo så indrømme og rette op på.”

Flemming Lentfer ved dog udmærket godt, at der er et stykke vej imellem, at han siger dette, til at der sker en kulturændring, hvor det overalt i Forsvaret ses som noget positivt at indrømme fejl. 

”Det indebærer en betydelig grad af ledelse og dermed selvfølgelig også involvering af hele det ledelsesmæssige klaver. Der er eksempelvis en stor ledelsesmæssig opgave i at håndtere sager om krænkelser på en kompetent måde,” siger han.

En del af udfordringerne handler om, at hvis en leder får en sag ind, skal lederen tænke sagen 360 grader rundt og både oprette sagen og høre de involverede og belyse, hvad der er sket, men også samtidig adskille folk og iværksætte en række andre tiltag, som hører med.

”Vi har udpenslet en bestemmelse om handlepligt, når det kommer til krænkelser, og jeg har en forventning om, at forsvarets ledere og andre, der har befalingsret, er i stand til at omsætte den i praksis,” siger Flemming Lentfer, som dog igen pointerer, at det er ok ikke at vide det hele:

”Føler man sig ikke kompetent til det, er det også ok. Jeg ser tvivlen og det uperfekte som noget godt, fordi vi så kan lære af det og forbedre os. Det bliver først et problem, hvis du undlader at handle eller rådføre dig, fordi du mener, at du ved bedre eller ikke vil have problemer.”

Skærpet handlepligt ved krænkende adfærd

  • Forsvaret indskærpede i august 2022 handlepligten.
  • Alle medarbejdere i Forsvaret har pligt til at handle, hvis de får kendskab til krænkende adfærd. 
  • Ledere har et særligt ansvar, hvor det forventes det, at man går forrest med at skabe en sund kultur på arbejdspladsen, ligesom det forventes, at de agerer ift. værdigrundlaget og handlepligten. 
  • Manglende efterlevelse af handlepligten kan føre degradering eller afskedigelse.

Kilde: Forsvaret

Siden er sidst opdateret: 13.02.23 kl. 14.38

Andre nyheder