Er der skilsmisser eller opsigelser i luften?

Af praktiske og sikkerhedsmæssige hensyn har vi valgt at lade nogle af soldaterne optræde med kun dele af deres navn. 

Hvordan forbereder man sine pårørende på, at man måske skal udsendes, når man intet selv ved?  

Det har været noget af det hårdeste for de soldater, der er en del af Forsvarets skærpede beredskab. De har aldrig vidst, om de pludselig skulle afsted, og den uvished er soldaterne trænet i, men det er deres pårørende ikke.  

Det har hele tiden været planen, at soldaterne hos 1. Panserinfanteribataljon ved Gardehusarregimentet skulle indgå i NATO-beredskabet. Men da krigen i Ukraine brød ud, gik det pludselig stærkt. Det blev politisk besluttet at samle alle soldater og alt materiel ved Antvorskov Kaserne, og klargøringen gav soldaterne lange arbejdsdage. 

Uden hjemmel blev der langt oppe i hierarkiet kaldt force majeure, hvilket betød at en række regler om arbejdsmiljø og ferie blev brudt. Forløbet har efterladt soldaterne med en stor usikkerhed omkring situationen, og en fornemmelse af, at der har manglet en klar plan for, hvad soldaterne egentlig skulle og hvornår.  

”Det har været svært at forberede sine pårørende på det. Jeg har en kæreste, jeg ikke var sammen med, da jeg var udsendt. Det er derfor meget nyt for hende. Hvordan skal hun forholde sig til det, hvad skal hun tænke om det hele, og de spørgsmål hun har, dem kan jeg ikke rigtig svare på,” siger Brammer, der er korporal hos 1. Panserinfanteribataljon ved Gardehusarregimentet. 

Det var særlig svært i begyndelsen, hvor mediernes bevågenhed var stor. 

”Hendes familie henvender sig til hende, fordi de har hører noget i medierne, og så spørger de, om det er mig, der skal afsted nu. Hun må så vente på, at jeg får tid til at svare på hendes beskeder eller opkald. Det gør, at fokusset derhjemme kommer til at være på det her,” siger han.

> Læs også: Reglerne for ferie og arbejdsmiljø gælder også under forhøjet beredskab

Anderledes end regulær udsendelse

Simon Rasmussen er fungerende fælles tillidsrepræsentant for konstabelgruppen i bataljonen. Han forklarer, at mange af soldaterne oplever et pres hjemmefra i forhold til uvisheden, samtidig med at de også oplever et større pres på arbejdet. Det er en anden type situation, end hvis soldaterne stod over for en almindelig udsendelse. 

”Hvis det er en regulær udsendelse, man træner op imod, så ved folk derhjemme, at tit og ofte kommer der et varsel for udsendelsen. De ved, at der ligger en opgave forude, og der kommer til at være lange dage og meget tid væk hjemmefra, men når man så er hjemme, så kan man også være til stede,” siger Simon Rasmussen. 

Den mentale forberedelse har været den store forskel fra en regulær udsendelse, forklarer Ashia, der har været i systemet i siden 2004. Hun arbejder nu som kontorhjælper. Normalt kan man lave noget med sin familie inden en udsendelse og forberede dem godt. Det har manglet denne gang. 

”Reelt er vi mødt på arbejde uden at vide, om vi kommer hjem,” siger Ashia og uddyber: 

”Hvis vi om fem dage skal stå nede på Køge Havn, så er det ikke sådan, at vi får to dage til at køre hjem og pakke en taske. Jeg har små børn, de ved jo ikke noget. Jeg kan ikke gå hjem og sige, at jeg måske ikke kommer hjem. Det vil kun skabe en masse frustrationer i deres hoveder”. 

Soldaterne forklarer, at situationen var sværest at håndtere i begyndelsen, men i den efterfølgende tid har de savnet noget mere langsigtet information om deres situation. 

”Ligesom Ashia er en del af beredskabet, så er hendes mand og børn det også. Det er ikke fair efterhånden, at der ikke kommer noget ud om det,” siger Simon Rasmussen.

> Læs også: Beredskabet har betydet flere timer i det grønne

Svært at holde ferie

Tiden i beredskabet har for mange soldater været præget af frustrationer. Både over manglende informationer, og så har soldaternes arbejdsmæssige vilkår været under pres. HKKF har tidligere beskrevet, at visse regler for ferie og arbejdsmiljø er blevet brudt i kølvandet på, at beredskabet blev forhøjet. 

Særligt spørgsmålet vedrørende ferier har haft konsekvenser for soldaternes familier. I en tid efter corona, hvor soldaterne også har arbejdet meget, har der i høj grad været behov for at kunne koble af sammen med familien. 

Aisha har været i systemet i siden 2004, hvor hun arbejder nu som kontorhjælper. Foto: Sanne Vils Axelsen.

”Vi tør ikke rigtig bestille en ferie eller et weekendophold. Jeg kan måske få refunderet min del, men hvad med resten af min familie? Alt efter hvor lang tid der går, så bliver frustrationerne kun større,” siger Ashia og uddyber: 

”Vi kan godt tage vores gameface på, fordi det er vi opdraget og uddannet til, men hvis der står nogle og river alt for meget i os i længden, så stopper vi også med det. Så tror jeg, at der er nogle, der siger, at så gider de ikke mere”. 

Brammer havde vinterferie i uge 7, men da beredskabet blev skærpet, blev ferien aflyst. 

”Jeg fik at vide, at jeg kunne få min del af ferien refunderet, men min kæreste kunne bare tage afsted alligevel. Så skulle hun tage afsted fire dage efter, at hun fik at vide, at jeg kunne blive udsendt, samtidig med at jeg havde arbejdsdage til midnat,” siger Brammer. 

Det vil ikke være et problem at aflyse en ferie og kun få noget refunderet, hvis nu man tjente 35.000 om måneden, forklarer Simon Rasmussen, men: 

”Det er penge soldaterne har brugt af deres sølle månedsløn på at købe en ferie til dem selv og deres kærester. Det kan være en ret stor del af deres budget. Fuck refunderingen, de skal bare have lov til at tage på den ferie og få ro i hovedet. Det kunne have givet dem så meget, at de kunne få lov at holde den ferie,” siger han. 

Soldaterne forklarer, at de kunne få hele beløbet refunderet, hvis de var gift med en under 18. Men hvor mange er det, spørger de?

Da det største arbejdspres havde lagt sig, kunne soldaterne få lov til at afspadsere og holde noget ferie. Inden de forlod kasernen, fik de dog at vide, at de skulle være klar ved telefonen, hvis der skete en udvikling i Ukraine. Ifølge Simon Rasmussen var det dog kun ”nøglepersonel”, der ville få et tilkaldetillæg. 

”Når vi er på arbejde, så er det ramme alvor, og vi kan glemme alt om vores ferie og så videre. Men når vi skal betales for at være på kald i vores afspadsering, så vil de ikke rigtig,” siger Ashia.  

Episoden efterlader soldaterne med en følelse af, at beredskabet ikke er så vigtigt, når der kommer penge i spil.

> Læs også: "Mission Letland" lægger pres på hjemmefronten

Arrangement for pårørende

For Brammer er situationen svær at håndtere, fordi han ikke ved, hvordan kan han få afløb for sine frustrationer. 

”Jeg kan ikke få det her på arbejdet, fordi man hele tiden skal opretholde en høj hage og være klar og omstillingsparat. Men jeg kan heller ikke gå hjem og få afløb for min frustration dér, fordi der skal jeg være ham, der holder fanen højt,” siger han. 

Han frygter, at det i sidste ende påvirker det produkt, som han og kollegaerne skal levere.

”Os, der er på jorden, er jo i princippet på en lang uddannelse. Og det er klart, at skal man uddanne sig og få et højt niveau, så skal man være motiveret for det. Motivationen begynder hjemme, og hvis man oplever splid og mistro fra familien, så tager man det med på arbejde. Derfor har man måske ikke det gåpåmod, man skal have, og man er ikke indstillet på at skulle lære mest muligt,” siger han. 

Normalt inden en udsendelse holder kasernen et heldagsarrangement for pårørende, hvor de kan komme og møde soldaternes grupper. Her kan de også tale med folk fra Veterancentret, og de kan se bataljons – eller regimentschefen i øjnene, mens de fortæller de pårørende, hvad soldaterne skal ud at lave det næste lange stykke tid. Der er normalt en rigtig stor gennemsigtighed forud en udsendelse, forklarer soldaterne. Det har der bare ikke været her. 

Et sådan arrangement i begyndelsen af forløbet kunne have hjulpet familierne med deres frustrationer. 

Tab på familiefronten

Simon Rasmussen var i begyndelsen en del af beredskabet, men har valgt at blive pillet af igen. 

”Jeg er lige blevet far, og jeg har valgt at sige, at det er det, der betyder noget for mig. Jeg har ikke lyst til at sige til min kæreste, at det skal hun tage sig af i et halvt til et helt år afhængigt af, hvor lang tid jeg er væk,” siger han og fortsætter: 

”Hvis Rusland rykker tættere på, og hele verden ramler, så er jeg stadig i Forsvaret, men når det er en diffus ting, så er det min familie, der betyder mere for mig. Det har været en svær beslutning, for så er der to hænder mindre til at løfte opgaven”. 

Ashia kan også sagtens sætte sig i de pårørendes sted. Hvis det var hendes mand, der var i beredskabet, ville hun også være træt af uvisheden. Hun håber bare ikke, at der kommer til at være for mange tab på familiefronten. 

”Jeg er med på, at vi er i beredskab, og det er sådan, det er. Vi bliver ikke belønnet for at være så omstillingsparate, vi er bare loyale. Sker der noget, så tager vi afsted, men den pris, vi betaler, skal man ikke være blind overfor,” siger hun og bliver suppleret af Simon Rasmussen: 

”Ja, det er så det næste spørgsmål. Hvis der ikke er opsigelser i luften, er der så skilsmisser i luften? Det vil være en sørgelig tendens, hvis det går så hårdt ud over folk, at familien ikke hænger sammen”.