Af Tom Block, forbundsformand for HKKF. Udgivet i forårsudgaven af Fagligt Forsvar.
I ved det sikkert allerede – 2022 bliver et hårdt år, for der er meget at kæmpe for. Til næste år – i 2023 – udløber det seneste forsvarsforlig nemlig, og derfor er der allerede nu lagt i ovnen til forhandlingerne om et kommende forlig. Og der er nok at tage fat på:
Der mangler personel, der er udfordringer med vores materiel, der mangler ammunition, goderne ved jobbet som soldat svinder ind, og lønnen vokser ikke nok til at fastholde vores soldater. Arbejdsmiljøet halter, og vi kan ikke leve op til de ambitioner, politikerne har – og til de aftaler, der er indgået med eksempelvis NATO. Det er uholdbart.
Vi kommer derfor også til at arbejde af flere spor her i HKKF – under hovedoverskriften: Fastholdelse. For der er flere ting, der er afgørende her.
> Læs også: Milliarder til Forsvaret kan vise vejen for det kommende forsvarsforlig
Først og fremmest har vi brug for mere personel, og der er flere måder at gribe den sag an på – men man er også nødt til at indse fra Forsvarets side og fra politisk hold, at der skal ske en markant forbedring af de nuværende soldaternes vilkår, hvis vi skal formå at fastholde dem og deres kompetencer.
Der skal mere i lønningsposen, der skal være mulighed for uddannelse og kompetenceudvikling, der skal være flere hænder til opgaverne – og hvis ikke, man kan prioritere det, så er man nødt til at sænke ambitionerne og skære opgaverne til.
Vi kan ikke have soldater, der knokler løs med opgaver, de ikke burde – med store konsekvenser for deres fysik, familieliv og militære uddannelse. Vi træder gerne til – vi er jo soldater. Vi tager gerne en ekstra tørn – det ligger i vores natur. Men vi er også mennesker – ikke maskiner – og der er naturlige grænser for, hvor meget man kan presse os.
> Læs også: HKKF's formand: Forsvaret skal investere i bedre vilkår
Derfor ser vi også gerne, at man finder nye løsninger på dét, vi kalder atypiske opgaver. Det vil være klædeligt at tænke i nye strukturer, der gør det muligt for os at træde til, når krisen kradser – uden at gå på kompromis med vores uddannelse og vores operative indsatser.
Heldigvis er der noget, der tyder på, at man fra politisk hold og fra Forsvarets øverste poster forstår situationens alvor, men vi mangler at få enderne til at mødes – ikke mindst de økonomiske – og det ved vi af erfaring bliver en hård opgave.
