Hos Livlinen går ingen veteraner forgæves

Det hele begyndte med et besøg hos en tidligere udsendt soldat, hvis liv var gået i stå. Familien var gået i opløsning, og han sad blot i sit hjem med nedrullede gardiner. Det havde han gjort længe. 

Da de først begyndte at grave, væltede det frem. Den ene sag efter den anden om tidligere udsendte soldater, der ikke kunne honorere alle de krav, som systemet stillede dem. De skulle stå til rådighed for arbejdsmarkedet, og de skulle komme til møder på jobcentret. 

Livlinen blev oprettet i 2008 af den daværende leder af HKKF’s a-kasse, Yvonne Bramsen. Det stod hurtigt klart, at der var mange veteraner, der havde brug for hjælp. Det var særlig soldater, der havde været udsendt i Balkan, Kosovo og Irak. Der var mange flere, end en enkelt person kunne klare, og da Livlinens nuværende leder, Lisbeth Brixen Nielsen, blev spurgt, om hun ville være med, tøvede hun ikke. 

”Vi brugte meget tid på at afsøge området, og vi fandt ud af, hvad der skal til, for at veteraner både kan og vil tilbage til livet. Vi gjorde beslutningstagerne opmærksomme på, at der manglede et sted, hvor det kun handlede om veteranerne, og hvor de kunne få en omfattende hjælp. Derfor etablerede man Veterancentret under Forsvarets Personalestyrelse,” siger Lisbeth Brixen Nielsen, der har været en del af HKKF siden 2005. 

Lisbeth Brixen Nielsen overtog ledelsen af Livlinen i starten af 2018, og hun driver den sammen med Heine Glud Stefansen, der selv er veteran med PTSD. 

> Læs også: En hverdag med PTSD 

Vi tager os af alle

En opringning til Livlinen begynder ofte med ordene, ”jeg har det skidt”, og så går arbejdet i gang. 

”Vi tager os af alle. Når de rækker ud efter hjælp, har man kun én chance. Man er nødt til at være der for dem, for det kræver meget at bede om den hjælp,” siger Heine Glud Stefansen.  

Når Heine Glud Stefansen eller Lisbeth Brixen Nielsen tager telefonen – uanset tidspunktet på døgnet – afføder det oftest en lang række opgaver. Det kan være, at de skal sætte gang i en udredning af PTSD eller tage med til møder i kommunen eller jobcentret. De tager også kontakt til veteranernes familier, misbrugscentre eller kriminalforsorgen. 

”Det er unge som ældre eller pårørende, som henvender sig til os, fordi de har fået en dårlig oplevelse et andet sted i systemet. Vores fornemmeste opgave er, at vi skal kunne få veteranerne tilbage og tage ansvar for deres eget liv. Veterancentret kan ikke nå ud til alle, og derfor er vi her stadig,” siger Lisbeth Brixen Nielsen. 

Små skridt tilbage i livet

Heine Glud Stefansen og Lisbeth Brixen Nielsen er enige om, at nogle oplevelser hænger mere fast i hukommelsen end andre. 

De fortæller om en ung veteran, der havde siddet i sin lejlighed i flere år. Han kom ikke ud, og han gik ikke i bad eller til tandlæge. Hans far havde i flere år prøvet at hjælpe, men ingen kunne nå ind til ham. En dag tog faren kontakt til Livlinen. 

Det var en lang proces. Alene det at skabe og vedligeholde en god kontakt til faren over telefonen tog et år. Men Heine Glud Stefansens første møde med den unge veteran blev til to møder, som blev til tre, og pludselig begyndte den unge veteran også at gå i bad. 

”Det lyder som ganske små ting, men det er store skridt. Hvis folk har brugt to, fem eller syv år på at ødelægge sig selv på grund af dårlig samvittighed og PTSD, så tager det lang tid at rejse folk igen,” siger Heine Glud Stefansen. 

”Han havde ingen indkomst, så vi fik skabt en kontakt til kommunen, og nu får han en ydelse. Vi fik også skabt kontakt til Veterancentret, så han fik en visitationssamtale, hvor en psykolog vurderede, hvilken behandling han skulle have,” uddyber Lisbeth Brixen Nielsen. 

Det er kun i de sværeste tilfælde, at Livlinen fysisk tager ud og kører den enkelte veteran til eksempelvis visitationssamtale. I nogle tilfælde har veteranen en stærk familie, som Livlinen får til at tage hånd om sagen, men ofte er familierne også mærket af situationen, og det er tydeligt, hvis en familie er ved at gå i opløsning. 

> Læs også: En servicehund har halveret Ricos medicinforbrug

Baglandet skal være i orden

Ifølge Lisbeth Brixen Nielsen har Livlinen hjulpet omkring 850 veteraner, siden de begyndte i 2008. Både hun og Heine Glud Stefansen er overbeviste om, at de har det bedste job, fordi de oplever ”verdens største sejre”, men de kommer ikke uden om nederlag også. 

”Vi har forsøgt at hjælpe mange ud af misbrug, dog hænder det, de vender tilbage. Eller at de vælger, at de ikke vil være her længere, og det gør ondt,” siger Lisbeth Brixen Nielsen.

Hverken hun eller Heine Glud Stefansen kunne klare arbejdet, hvis ikke deres eget bagland var i orden. Foruden at tale med hinanden om oplevelserne, så har de den fulde opbakning fra deres familier. Det gør, at de kan fortsætte arbejdet. Og selvom historien om Livlinen ikke er mere end 13 år, er der sket meget på de år, og der sker fortsat meget. 

”Der findes ikke en grønspættebog for, hvordan man stabler en afdeling for PTSD-ramte veteraner op i en fagforening. Hver eneste dag er vi nødt til at åbne en ny side i bogen og lave et notat. Vi kan godt gå tilbage i tiden og se, hvordan vi løste en opgave, men det er hele tiden på gefühl. Bogen eksisterede ikke, da vi begyndte, og vi er ikke færdige med at skrive den endnu,” afslutter Heine Glud Stefansen.