Alt tyder på, at der i den kommende forligsperiode skal investeres massivt i Forsvaret. Det danske forsvarsbudget skal nemlig i 2033 ramme to procent af BNP, og det betyder, at den gældende HR-strategi skal revideres – grundigt, lyder det fra forsvarschef og general Flemming Lentfer:
”Vi skal være langt flere medarbejdere i Forsvaret, end vi er i dag. Det betyder, at vi skal blive bedre til at fastholde dem, som vi har i dag, men også at vi skal vækste.”
Der er mange ønsker til, hvordan Forsvaret skal fastholde medarbejderne, men ifølge Flemming Lentfer skal Forsvaret i højere grad få en forståelse for, at mennesker lever i forskellige livsfaser.
”Det man efterspørger som ung medarbejder, er ikke er det samme, som når man er småbørnsforældre, eller når man er blevet ældre, og børnene er blevet store,” siger Flemming Lentfer og uddyber, at uden fokus på det individuelle kan Forsvaret ikke skabe de rigtige forhold for den enkelte medarbejder.
> Læs også: Sådan fungerer Hærens nye panserværnsmissilsystem Spike LR2
Uddannelse og udvikling
Uanset om det er konstabelgruppen, befalingsmandsgruppen eller officersgruppen, skal ansatte i Forsvaret kunne se en mulighed for at udvikle sig.
”Jeg er interesseret i at skabe nogle forhold, der gør, at folk bliver hængende i Forsvaret. Det er ikke kun løn og ansættelsesvilkår,” siger Flemming Lentfer.
Han peger på tiltag som faciliteter, materiel, karrieremuligheder, erhvervsrelevant uddannelse og militære lærlinge. Særligt kompetenceudvikling er også noget, som man i HKKF efterspørger.
”Hæren er større end de andre værn, og på HKKF-banen er der soldater, som er ufaglærte. Jeg vil gerne have, at folk er her, fordi det giver rigtig god mening at være soldat,” siger Flemming Lentfer.
For forsvarschefen handler det derfor om at skabe nogle rammer, der gør, at folk kan se sig selv blive i soldaterlivet.
> Læs også: Udfordringerne i Letland skal løses. Det er ikke en krigszone
Ansvar for ledelsen
Ifølge Flemming Lentfer har HR-strategien ikke været tydeligt beskrevet i tidligere forsvarsforlig, og der har heller ikke været afsat ret mange penge til investering i medarbejdere. Det skal med denne gang - men med det hviler der også et ledelsesmæssigt ansvar.
”Hvis ikke vi stiller os op og viser, at vi vil det og holder fast i det konstant og vedholdende, samtidig med at vi skubber det ud i organisationen og skaber forståelse for det, så sker der jo ikke noget,” siger Flemming Letfner og afslutter:
”Det er en langsigtet kulturforandring, som vi kigger ind i. Og jeg mener, at vi har en ret god chance for at opnå det, fordi det også er det, der bliver efterspurgt.”