To milliarder kroner til rekruttering. Det betyder, at der nu er penge til at bemande alle stillinger i Forsvaret. Og det er rigtig godt, lyder det fra forbundsformand Tom Block fra HKKF – Soldaternes Fagforening, men det løser ikke alle problemerne.
”Det er virkelig positivt, at man tager ansvar for de mange års nedprioritering af Forsvaret og kommer med en løsning for, hvordan man får bragt fundamentet i orden. Men man er også nødt til at arbejde med fastholdelsen af de nuværende medarbejdere, hvis man vil lykkes, siger Tom Block.
Man har nemlig rigtigt svært ved at holde på mandskabet i Forsvaret, og skal man være i stand til at uddanne nyt personel, så kræver det ifølge forbundsformanden, at man har erfarne kræfter til stede.
Desuden er man i HKKF – Soldaternes Fagforening bekymrede for, om man kan tiltrække nye kræfter, selv med et bedre fundament.
”Unge mennesker i dag har større krav til deres karriere og arbejdsliv end tidligere. Så længe vi er et ufaglært område med meget lav løn, så er vi ikke en attraktiv arbejdsplads – hverken for soldaterne af i morgen eller soldaterne af i dag. Vi har en spændende arbejdsplads, men det er ikke nok,” siger Tom Block.
Anerkendelse, kompetenceudvikling, løn
Hvis man skal fastholde de gode medarbejdere og dermed sikre et professionelt forsvar i fremtiden, så skal medarbejderne kunne se en fremtid og en karriere i uniformen.
”Anerkendelse, kompetenceudvikling og løn. Det er det, der gælder. Vi skal løfte vores personel fra ufaglært til faglært. Det kræver enorme kompetencer at arbejde i Forsvaret, så man bør betragte soldaterne som faglærte – og lønne dem derefter,” siger Tom Block og forsætter:
”Vi kan ikke fastholde vores medarbejdere og tiltrække nye soldater alene ved at opgradere de ydre forhold til noget, der jo egentligt burde være på plads i forvejen”.
Helt konkret ønsker forbundsformanden, at man implementerer den erhvervsrettede konstabeluddannelse for alt nyt personel og sikrer en overgangsordning for alt eksisterende personel. Og at man dermed anerkender, at soldaterne skal have løn som faglærte.
”Vi regner selvfølgelig med, at det er en problematik, man vil adressere her senere på måneden – og komme med løsninger på, siger Tom Block”.