Af Anders Stoffer
Lægen på Holstebro Sygehus næse-halsafdeling, der lige havde undersøgt Lillan Knærkegaard, vidste med det samme den tirsdag i januar 2019, at det var et spørgsmål om tid – kort tid – inden det ville være for sent.
Resultatet af rygmarvsprøven gav et resultat, der krævede øjeblikkelig handling.
Som altid var der også i efteråret 2018 høj hastighed på Knærke, som alle kalder hende på Flyvestation Karup og i HKKF’s hovedbestyrelse.
Hun var fællestillidsmand for HKKF’erne i Forsvarets Forsynings- Depot- og Distributionsstruktur under Forsvarets Materiel- og Indkøbsstyrelse (FMI FDD). Hun passede sit 37-timersarbejde som korporal ved feltpostkontoret. Der var nok at lave, for Forsvaret havde gang i mange missioner, som de pårørende skulle sende breve og pakker ud til.
Samtidig var hun valgt til hovedbestyrelsen i HKKF, og det nyttede heller ikke noget at springe linedance over torsdag aften, for hun var instruktør på holdet.
- Jeg havde også nogle interne sager for mine kollegaer, som jeg skulle håndtere over for ledelsen. Lige pludselig havde jeg mange bolde i luften og mange ting, jeg skulle sætte mig ind, siger hun og forklarer, at hun altid møder opdateret til møder.
Knærke læste op på referaterne og satte sig ind i dagsordener og indstillinger.
Jul i smerter
I hele efteråret var hun tilmed snotforkølet. Hun undrede sig ind imellem over, at sygdommen ikke gik væk, men slog det hen.
Sjældent har udsigten til juleferien været skønnere. Forud ventede en periode med afslapning. Troede hun …
Det skulle have været en stille jul med familien, men fridagene ændrede sig fra idyl til et smertehelvede.
- Jeg fik mere og mere ondt. Jeg fik ondt i ørene. Jeg var øm i halsen, og det trak bare ind i kæben. Jeg tænkte, åh nej, jeg har fået en tandbyld, siger hun.
Knærke fyldte sig hver tredje time med smertestillende piller og var på en temmelig høj dosis, da hun mødte ind til første arbejdsdag i 2019.
Dagen efter gik hun til lægen, der godt nok kunne se lidt rødt i det ene øre. Beskeden hun blev hjemsendt med lød: ’Det er nok bare noget forkølelse, du har haft. Det er nok det, der sidder i øret’.
Mistanke om blodprop
Smerterne fortsatte, og de blev ikke lindret af et besøg hos tandlægen, der skiftede en gammel sølvfyldning og også troede på teorien om en tandbyld. For Knærke havde store smerter og var ildrød bag halsen og om i nakken.
Forkølelsen var der stadig, men hun mærkede også, at hun havde svært ved at styre sin mund. Maden skulle vippes over i den anden side af munden, for at hun kunne tygge den.
Fredag morgen gik hun igen til tandlægen og fik penicillin til at slå tandbylden ned med. Intet hjalp over weekenden. Den nye uge blev indledt med et besøg hos lægen, der allerede i venteværelset stillede diagnosen. Hele Knærkes ene halvdel af ansigtet hang. Hun var ramt af en blodprop.
Men lægerne på sygehuset i Viborg kunne ikke finde nogen blodprop. Til gengæld rettede de opmærksomheden på det røde øre. Næste morgen skulle lægerne på øre-, næse- og halsafdelingen på Holstebro Sygehus undersøge Knærke, og endelig blev den rigtige diagnose stillet.
Et spørgsmål om tid
Knærke havde haft nogle herpesudbrud i øret, som der var gået betændelse i, og som derefter var punkteret. Det lammede ansigtsnerven. Samtidig konstaterede lægen, at det røde udslet bag øret var helvedesild.
Det var herefter, resultatet på rygmarvsprøven kom. Betændelsen havde bredt sig og var på vej op i hjernestammen.
- Det var et spørgsmål om tid, inden jeg ville blive en grøntsag, siger Knærke.
Hun blev hasteindlagt på sygehuset og fik straks seks poser drop. Betændelsen skulle stoppes øjeblikkeligt.
Næste morgen kunne lægen fortælle, at Lillan var ramt af Ramsay Hunts Syndrom B.
Det er næsten det samme, der kan ske ved flåtbid (type A), men som her i B-tilfældene var det udløst af langvarig stress.
- Jamen, jeg har ikke været stresset. Jeg synes jo bare, at jeg har haft travlt, insisterede Knærke.
Alle, der har haft skoldkopper som barn, har bakterierne i sig. Kommer kroppen ud af balance, kan den reagere ved forkølelsessår eller herpesudbrud.
Knærke havde haft tre blistre i øret. De var ikke behandlet i tide, betændelsen bredte sig, og det resulterede i, at hun blev lam i hele venstre side af ansigtet.
- Det positive er, at jeg ikke har rynker i den side.
Lillan smågriner og smiler lidt skævt. Det er i det øjeblik, man opdager, at hun har fået mén for livet.
Flyttede en sene til kinden
For den sygdom med de symptomer er ikke noget, der kan klares med en indsprøjtning og en pille.
Siden indlæggelsen har hun gået til ergoterapi og akupunktur. Lægerne har flyttet en sene fra underbenet til kinden for at give Knærke et hageløft, så den ene mundvig ikke bare hænger.
Knærke tager sine briller af. Her fem år senere forsøger hun at løfte øjenbrynene, men det venstre følger ikke med.
- Når jeg smiler, smiler jeg skævt, for jeg kan ikke smile med venstre side. Jeg kan bare mærke, at der er en muskel, der trækker sig sammen.
Tilbage i 2019 skulle hun nærmest starte forfra.
Hun skulle træne sig op til at lukke venstre øje. Hun mistede sine smagssanser og skulle også lære at spise igen. Hun kunne kun tygge med højre side af munden. Fik hun maden over i den lamme side, skulle hun bruge sin tunge til at få maden tilbage i den raske side. Ofte måtte hun tage maden ud igen, for hun kunne ikke få den drejet rundt inde i munden. Langsomt fik hun de fleste af sine fysiske evner tilbage.
Helt nede i kælderen
Lige efter hjemkomsten fra sygehuset meddelte hun, at hun trak sig fra alle poster. Nu skulle hun bruge al energien på sig selv.
Hun blev ramt psykisk.
- Jeg havde slet ikke lyst til at leve. Jeg følte mig som klokkeren fra Notre Dame, altså monsteret, der kom gående. Ville folk pege fingre ad mig? Uha, jeg havde det skidt, siger hun i dag.
Hun isolerede sig hjemme og kom kun ud, når hun gik ture med familiehunden. Uden den var hun gået totalt op i limningen.
- Jeg var nede og vende under gulvtæppet. Det føler jeg. Det gjorde ondt psykisk.
Hun bliver mere end rørt, da hun fremhæver sin chef.
Mellem tårerne kalder hun ham sindssygt god, og hun fortæller, at han under langtidssygemeldingen kontaktede hende med beskeden om, at han ville hjælpe, hvor det var muligt, og tilbød psykologhjælp.
- Psykologer magtede jeg ikke. Jeg ville ikke tale om min barndom og mine udsendelser i Forsvaret, men jeg sagde, at jeg gerne ville have en samtale med en fra OPRK’erne. Jeg havde hørt, at Helle Soltau var knaldhamrende dygtig, siger Knærke.
Får en reminder
Helle Soltau besøgte Lillan mange gange i den kommende tid.
- Hun fik mig ovenpå og i gang igen. Hun spurgte mig, hvad er det værste, der kan ske? Hun blev ved og ved. Jeg var dødtræt, når hun havde været hos mig.
Selv i dag, når Helle Soltau kommer forbi Flyvestation Karup, kigger hun ind på feltpostkontoret.
’Vi skal lige have en opfølgning. Jeg kan se, at du lige skal have luft’.
- Hun kan se det på mig med det samme. Hun siger, ’du er ved at blive for rask, jeg kan se, at du har mange bolde i luften. Vi skal lige have en reminder. Kan du huske, hvad der skete?’
Det er gået så godt, at Knærke i dag deltager i arrangementer for pårørende. Hun er ikke længere bange for reaktionerne, når hun stiller sig op foran en stor forsamling.
Nægtede jobafprøvning
Knærke var totalt sygemeldt i fire måneder. Hun startede stille op og var dødtræt bare efter en times arbejde. Officielt var hun rask, men hun gik stadig tidligt, når det var nødvendigt.
- Jeg ville blive sendt i jobafprøvning, hvis jeg var syg mere end seks måneder. Men jeg var stædig og sagde, at jeg jo havde et job.
Regler er regler. Knærke meldte sig rask, men chefen vidste godt, at hun gik, når hun ikke kunne holde til mere. Først i september var hun rigtigt tilbage på fuld tid.
- Forsvaret tog virkelig hensyn til mig hele vejen, siger hun.
Også kollegaerne bakkede Knærke op.
- Jeg ved, at jeg får skæld ud af min kollega, når hun læser, at jeg føler, jeg ligner et monster. Det gør jeg også af mine andre kollegaer. De skælder mig ud, når jeg siger det ord, men det er sådan, jeg indimellem har det.
- De siger, det er dårligt for mit selvværd. ’Det er ikke sådan, du er’, siger de til mig. Men det er jo sådan, jeg føler det, siger Knærke, og så triller tårerne igen.
Hun samler sig og fortsætter.
- Jeg har de sødeste kollegaer. Min kollega siger, at jeg skal tale pænt om mig selv. For jo mere grimt, man taler om sig selv, jo dårligere har man det. Det har hun fuldstændig ret i.
- Når jeg ser billeder af mig selv fra før, skal jeg acceptere, at det var sådan, jeg var. Sådan er jeg ikke mere. Det skal jeg også lige over. Jeg ved, at ting tager tid, og jeg skal nok lære at leve med det.
- Folk ryster på hovedet og siger hold op, der er jo ingenting. Jeg kan ikke styre min psyke, men jeg forsøger hver dag. Jeg kan lade som ingenting, men jeg kan ikke skjule, at jeg er mere påvirket, end jeg havde regnet med. Men det er, fordi jeg altid har været en stærk kvinde.
CV
Lillan Knærkegaard
57 år
Gift og mor til en søn
Korporal ved FMI SCD
Har været 37 år i Hæren
Lyt til Knærke
I dag er Knærke kommet over de værste hurdler. Hendes ansigt er forandret for altid, men hun har bevaret sin empati og giver gerne råd videre.
- Husk at mærke efter. Det siger jeg også til mine kollegaer i hovedbestyrelsen. Jeg siger ‘mærk efter’.
- Hvis de ikke forstår det, siger jeg: ’Du kan få et før- og et efterbillede af mig, så kan du se, hvad du kan risikere. Det er ikke det værd. Hverken arbejdet eller fagforeningen.’
- Folk må gerne bruge mig som eksempel. Der er ingenting, der er det værd.
- Den pris, jeg betaler i dag, ville jeg rigtig gerne have været foruden. Jeg kan ikke lave det om. Jeg vil give guld for at lave det om, men det kan jeg ikke.
- Jeg har været heldig med en god chef og nogle ret sindssygt gode kolleger, men det er bare ikke alle steder, folk er så heldige.
OPRK’erne
Samtale har været det vigtigste helbredende instrument for Knærke. Derfor opfordrer hun andre til at søge hjælp hos Organisationen for Personlig Rådgivning og Kollegastøtte (OPRK), hvis det er nødvendigt.
- De ved, hvad det vil sige at være soldat. Derfor taler de om det aktuelle. Jeg vil simpelthen varmt anbefale at bruge dem. Jeg er ikke OPRK. Det er ikke noget reklame eller marketing. Jeg havde bare tillid til Helle. Jeg vil vove den påstand, at havde det ikke været for hende, var jeg heller ikke blevet raskmeldt efter seks måneder.
Knærke er tilbage
Som cirkushesten, der dufter manegen, er Lillan Knærke tilbage i det faglige arbejde.
Hun blev valgt som suppleant til hovedbestyrelsen og trådte ind, da Carlo Garn blev organisationskonsulent i HKKF.
- Alle i hovedbestyrelsen har taget godt imod mig. Jeg har haft mange fordomme inde i hovedet om, hvad de ville gøre og sige, men de er bare gjort til skamme. De behandler mig som et almindeligt menneske. Jeg har ikke hørt for, at jeg ser mærkelig eller skæv ud.
- Jeg har været min egen værste fjende, siger Knærke.
Desuden er hun valgt som stedfortrædende tillidsmand for HKKF’erne ved FMI / SCD (Forsvarets Materiel og Indkøbsstyrelse / Supply Chain Division).
- Det kriblede altså i fingrene. Da vores suppleant gik, ringede fællestillidsmand Kim til mig. Jeg havde svært ved at sige nej, men jeg sagde også, at jeg kun går til et møde, hvis det er absolut nødvendigt. Jeg er rædselsslagen for at tage for mange møder.
- Kim har klaret det hele. Det er dejligt, for jeg kan mærke det ved mit øre, hvis jeg får for mange bolde i luften.
Næstformanden: Tillidsvalgte skal sætte grænser
Kurt Brantner, der er næstformand i HKKF, var en af de første til at bede Lillan Knærkegaard om først og fremmest at passe på sig selv og ikke tænke på fagforeningsarbejdet.
- Vi sætter stor pris på vores tillidsvalgte. Det er et kanon stykke arbejde, de laver. Der er frivilligt arbejde ved siden af blivende tjeneste, og derfor forsøger vi også at uddanne dem blandt andet i konflikthåndtering og den svære samtale.
- Vi forsøger også at lære vores tillidsvalgte, at de skal passe på sig selv og sætte grænser.
- De skal melde ind til os, når de ikke kan håndtere det længere. Vi er der jo for at hjælpe dem og understøtte dem i det daglige virke.
- Så det korte af det lange er selvfølgelig: Gør en indsats, lev op til jobbet, men vær aldrig nervøs for at tage fat i os fra centralt hold. Vi står klar til at hjælpe i enhver situation. De er ikke alene.
- Vores tillidsvalgte skal ikke være opslagsværker. De behøver ikke vide alt. De kan ringe ind til os og få den viden – eller også kan vi tage over, hvis det handler om sagsbehandling, siger Kurt Brantner.
Sådan kommer du i kontakt med OPRK
Du kan kontakte OPRK direkte via følgende kontaktoplysninger:
Telefon: 32 66 51 63 (man-tir 8-16, ons-fre 8-15)
Alle henvendelser behandles fortroligt.
Det kan ske, at telefonen ikke bliver taget, når du ringer. I de tilfælde vil OPRK ringe tilbage hurtigst muligt, hvis de kan se dit opkaldsnummer, ellers skriv en mail.
