Nyheder

Sommerferie - kend reglerne

Solen skinner, sommeren står for døren. Mange har allerede planlagt ferierejsen. Men hvad er op og ned på feriereglerne? Og hvad nu, hvis chefen vil flytte din ferie?
Foto: Pixabay.

Chefen skal varsle, hvornår du kan holde ferie
Der er mange forskellige måder at varsle ferie på. På nogle tjenestesteder får man et individuelt varsel. På andre bliver ferieperioder indført i AKOS. Uanset hvordan tjenestestedet vælger at gøre det, er ferien fastlagt, fra det tidspunkt ledelsen varsler.

Ferien skal tilrettelægges så tidligt som muligt. Din chef skal, senest 3 måneder inden din hovedferie begynder, give dig et varsel om ferietidspunktet. Det betyder f.eks., at hvis du holder hovedferie fra 12. juni, skal du have varsel om det senest den 11. marts. I varslet bør der stå, at der er tale om hovedferie.

For øvrig ferie er varslet mindst 1 måned.

Må chefen flytte min ferie?
Det korte svar er nej. Når ferien er planlagt og varslet, kan chefen ikke flytte din ferie, medmindre der er tale om helt ekstraordinære omstændigheder.

Chefen kun må flytte din ferie, hvis:

  • der er tale om væsentlige driftsmæssige hensyn
  • ledelsen ikke har kunnet påregne/forudsige den opståede situation
  • det er nødvendigt at ændre netop denne medarbejders/din ferie

Der skal være tale om force majeure-lignende situationer. Chefen kan f.eks. normalt ikke omlægge din ferie, blot fordi nogle af de tilbageværende medarbejdere er syge.

Omlagt ferie skal du kompenseres for
Hvis din chef omlægger din ferie med kortere varsel end de sædvanlige 3 måneder for hovedferie og 1 måned for restferie og før den planlagte ferie er påbegyndt, skal du have 1,8 times betalt frihed for hver omlagt feriedag.

Sker omlægningen efter du er begyndt at holde ferien, skal du have 3,6 times betalt frihed for hver omlagt feriedag.

Hvis omlægningen gør, at du får ekstra udgifter, f.eks. i forbindelse med afbestilling af rejse, feriebolig eller lignende, skal ledelsen holde dig skadesløs efter almindelige erstatningsretlige principper.

Du kan godt aftale en anden ferieafvikling med chefen, også selvom ferien allerede er varslet.

Ferieregler for soldater på HRU
Ferieåret starter den 1. september og slutter den 31. august året efter. I den periode optjener du 2,08 feriedag for hver måned, du har været ansat. Man optjener ikke ferie under værnepligten.

Når man begynder på HRU, har man som regel ikke nok ferie optjent til den planlagte ferie. Derfor skal den enkelte aftale, hvordan man så skal ”betale” for sin ferie.

Du har disse muligheder, som du skal tale med din chef om:

Du kan have feriedage til nogle af dagene, hvis du tidligere har arbejdet og optjent feriepenge. Så bliver du trukket i løn svarende til det antal dage, du har feriepenge til. Så skal du aftale med din chef, hvad du gør de resterende dage.

Hvis du holder ferie uden løn, bliver du i en af de følgende måneder trukket i løn for det antal dage, du har holdt ferie.  

Du kan aftale med chefen, at du afvikler ferie på forskud. Sådan en aftale kan du kun lave for det indeværende ferieår. Chefen kan ikke befale dig, at du skal afvikle ferie på forskud. Det skal være noget, du selv ønsker.

Har du optjent nok friheder, kan du også tale med chefen om at afvikle dem, så du slipper for at blive trukket i løn.

Spørgsmål om ferieregler?
Ring eller skriv til HKKF’ Faglige Team.
faglig@hkkf.dk eller 3343 2178.

Siden er sidst opdateret: 17.05.24 kl. 13.16

Andre nyheder