Det danske forsvar er blevet en arbejdsplads med en voksende international dimension. Derfor har HKKF et større behov for at deltage i internationale samarbejder.
Nationalt har HKKF opnået en række rettigheder og goder for medlemmerne. HKKF’s mål med det internationale samarbejde er at opretholde og udvide de rettigheder og fordele på internationalt plan, så medlemmernes krav, arbejdsforhold og interesser bliver inddraget i EU-beslutninger.
EUROMIL
EUROMIL (The European Organisation of Military Associations and Trade Unions) er en sammenslutning af militære organisationer i Europa. Organisationens grundholdning er, at soldater har krav på de samme rettigheder som andre lønmodtagere.
Gennem EUROMIL udveksler HKKF erfaringer om tjenestevilkår og sociale ordninger. Samarbejdet foregår med søsterorganisationer fra en række europæiske lande, som danske soldater samarbejder med under øvelser, beredskaber og i internationale operationer.
Samarbejdet med EUROMIL skaber mulighed at drøfte initiativer og fremsætte fælles forslag fra flere organisationer.
Målet for samarbejdet er at forbedre retsstilling, arbejdsforhold og sociale vilkår for soldater på tværs af landegrænser.
EPSU
EPSU (European Public Services Union) er den største brancheorganisation under den Europæiske Faglige Samarbejdsorganisation, EFS.
EPSU’s kerneopgaver er at udvikle sektordialogen mellem de offentlige parter på europæisk plan – og at fremme den offentlige sektor.
EU bestemmer i stigende grad regler, som regulerer arbejdsmarkedet og dets forhold i alle medlemslandene. Listen omfatter emner som arbejdsmiljø, beskæftigelse, uddannelse, fri bevægelighed, ligebehandling, barsel og social beskyttelse.
HKKF arbejder sammen med andre organisationer for offentligt ansatte i Danmark og Europa om at forbedre vilkår og rettigheder for offentligt ansatte.
Målet for samarbejdet med EPSU er at påvirke EU-reguleringen af arbejdsmarkedet.
EPSU
Kontakt
Vil du vide mere om HKKF's internationale samarbejder, kan du kontakte vores politiske medarbejdere.