Forlig

Et job uden skimmelsvamp og krænkelser

Forsvarets økonomi er så presset, at der ikke er nok penge til vedligehold, og det betyder, at kasernerne forfalder, og at soldaterne skal arbejde og bo i forhold, som både er usunde og uhumske.

Skimmelsvamp og en sandkasse af en lejr. Da det første hold soldater kom til Letland, som en del af NATO's tilstedeværelse i Baltikum, havde de ikke engang toiletpapir og måtte bygge deres lejr op fra bunden. Det er dog ikke kun, når soldaterne er udsendt, at de skal finde sig i kritisable forhold. 

Soldaterne skal spare på antallet af kilometre, når de træner med infanterikampkøretøjer (IKK), de er nødsaget til at spare på våben, som kan redde liv i krigszoner, og der er skåret ned på den vigtige træning. Selv udstyr mangler i sådan en grad, at det er svært for eksempelvis kvinder at få tøj og hjelme i størrelser, der er små nok, og som er udformet anatomisk korrekt. 

Det er alt sammen noget, der går ud over soldaternes uddannelse og lyst til at blive i Forsvaret.

Desuden kæmper Forsvaret med krænkelser og til tider grove overgreb. Problemet er ikke isoleret til at handle om en krænket og en krænker - det handler også om kultur. Det handler om, hvordan vi taler om og til hinanden, men også om, hvordan vi håndterer situationen, når der finder krænkelser sted. 

Løsning

Det skal være trygt for alle at arbejde i Forsvaret.

Politikerne bør sikre, at der øremærkes midler i det nationale forlig og i forsvarsforliget til at forbedre forholdene for vores soldater og renovere vores kaserner.

Rent principielt bør man gøre op med Forsvarets tavshedskultur og have en nultolerance, når det gælder krænkende adfærd.

 

 

Siden er sidst opdateret: 16.05.23 kl. 16.30