Arbejdsmiljøbesøg på dit tjenestested gennemføres altid på baggrund af et konkret formål, indenfor fysisk- og eller psykisk arbejdsmiljø, efter invitation fra et tillidsvalgt medlem, for eksempel en arbejdsmiljø- eller tillidsrepræsentant. Forbundet vægter højt, at møderne holdes sammen med den lokale ledelse.
HKKF arbejdsmiljøbesøg er en besigtigelse, med henblik på at vurdere de aktuelle arbejdsmiljøforhold, og kan derfor ikke erstattes af eller sammenlignes med de tilsyn, som arbejdstilsynet foretager.
På baggrund af de informationer vi får, de forhold vi ser, og de handlinger, den adfærd og interaktion vi observerer, udarbejdes der et notat, som sendes til arbejdsmiljø- og tillidsrepræsentanten.
Notatet er til brug for arbejdsmiljø- og tillidsrepræsentantens videre arbejde, samt orientering til mødedeltagere på alle niveauer, og kan frit benyttes som introduktion til videre behandling i arbejdsmiljøorganisationen og på samarbejdsudvalgsmøder (AMU/SU).
Vi følger op
Forbundet modtager ofte efterfølgende information, om der er en udvikling eller en proces i gang. Men hvis forbundet ikke hører noget følges der senest et år efter besøget op på, hvilke resultater arbejdsmiljøbesøget har ført til.
Afslutningsvis skal det bemærkes, at der ikke foretages en total gennemgang af alle arbejdsmiljøforhold. Forbundets vurdering hviler således på en stikprøvevis besigtigelse
Vi skal passe på vores soldater der, hvor vi kan - hvilket skal være muligt under daglig tjeneste på vores kaserner, hvor arbejdsmiljøloven finder anvendelse af lovens fulde omfang.
I enkelte tilfælde vurderes forholdene at være så grelle, at det i nogle tilfælde fører til en artikel i HKKF blad fagligt forsvar - eller i værste fald medvirken til, at dit tjenestested anmeldes til arbejdstilsynet.