11-timersreglen skal sørge for, at ingen som følge af træthed eller udmattelse udgør en fare for sig selv eller sine kolleger. Reglen gør, at du får den nødvendige daglige hvileperiode.
Beregning af hviletiden
Arbejdsgiveren skal derfor planlægge, at du altid får minimum 11 timers sammenhængende hvile inden for en periode på 24 timer. Den måde, det beregnes på er ved, at hvis man regner 24 timer tilbage på ethvert tidspunkt i løbet af arbejdsdagen, skal der altid inden for de seneste 24 timer være en sammenhængende hvileperiode på 11 timer.
Eksempler
Møder du f.eks. kl. 8, kan du arbejde til kl. 21 under forudsætning af, at du ikke arbejdede længere end til kl. 21 dagen før. I dette tilfælde er din hvileperiode i dette døgn fra kl. 21 dagen før og indtil du mødte kl. 8 – det vil sige i alt 11 timer.
Hvis du arbejdede til kl. 22 dagen før og du bliver bedt om at møde kl. 8, skal du også her se tilbage på det foregående døgns arbejdstider. Hvis du dagen før arbejdede fra kl. 12 til kl. 22, så vil der, i fald du skal møde kl. 8, kun være 10 timer fra kl. 22 dagen før til kl. 8. Det vil være i strid med 11-timersreglen. Du kan derfor først møde ind kl. 9.
Mulighed for lokale aftaler
Det er en mulighed lokalt at lave en aftale om at nedsætte hvileperioden fra 11 til 8 timer én gang om ugen. Hvis der er behov for det, kan du også kontakte HKKF og tale med os om at lave en aftale med FPS, der gør det muligt at nedsætte den daglige hvileperiode fra 11 til 8 timer 2 gange på en uge – dog ikke to døgn i træk.
Du skal være opmærksom på, at når din daglige hvileperiode bliver nedsat, skal du have kompenserende hvile snarest muligt. Det betyder normalt, at den tid, hvileperioden er blevet nedsat med døgnet før, skal lægges til den næste hvileperiode. Hvis din hvileperiode blev nedsat fra 11 til 8 timer, skal din næste hvileperiode være på 11 + 3 timer − i alt 14 timer.
Hvor forholdene undtagelsesvis er af en sådan karakter, at du ikke kan få tilsvarende kompenserende hvileperioder, skal du have en passende beskyttelse. Det kan f.eks. være ekstraordinære sikkerhedsforanstaltninger, arbejdsorganisatoriske eller administrative tiltag, herunder pauser og perioder med mindre belastende arbejde.
Egentlig militærtjeneste og hviletid
Når du er på øvelse, gælder der andre regler for hvileperioder (11-timersreglen) og fridøgn.
Når man opøver egentlige militære færdigheder, kan der være tale om egentlig militærtjeneste. Den er undtaget fra visse paragraffer i arbejdsmiljølovgivningen – herunder hviletidsreglerne.
Dog skal arbejdsgiveren under øvelse overholde 11-timersreglen i den udstrækning, det kan lade sig gøre. Det skal fremgå af et uddannelses- eller øvelsesdirektiv, om din tjeneste er egentlig militærtjeneste.
Som hovedregel skal der være tale om en uddannelsessituation, eksempelvis en øvelse. Egentlig militærtjeneste er altså noget specielt. Der er ikke tale om det arbejde, du er ansat til at udføre til daglig.
Om egentlig militærtjeneste og arbejdsmiljø