Børn og familie

Omsorgsdage

Som forælder har du hvert år ret til to omsorgsdage per barn, indtil barnet fylder syv år.

Hvis du er biologisk forælder, medmor, adoptivforælder eller værge med forældremyndighed, har du ret til to omsorgsdage per barn i hvert kalenderår til og med det kalenderår, hvor barnet fylder syv år.

Det er en betingelse, at barnet har ophold hos dig, det vil sige, at barnet enten skal have adresse hos dig, eller du skal have regelmæssigt samkvem med barnet.

Retten til to omsorgsdage per kalenderår gælder, uanset hvilken tidspunkt på året, du bliver ansat.

Omsorgsdage holdes som hele eller halve dage. Efter aftale mellem dig og din arbejdsgiver kan omsorgsdage afvikles som enkelttimer.

Du kan holde omsorgsdag uafhængigt af, om den anden forælder eventuelt holder orlov.

Varsling af omsorgsdage

Når du ønsker at holde en omsorgsdag, skal du meddele din arbejdsgiver det tidligst muligt. Arbejdsgiveren bør imødekomme dit ønske, medmindre fraværet vil være uforeneligt med tjenesten.

Ikke-afholdte omsorgsdage

Hvis du ikke når at holde dine omsorgsdage, bortfalder de ved kalenderårets udløb og kan ikke konverteres til kontant godtgørelse. Der kan ske overførelse til det følgende kalenderår af:

  • En omsorgsdag fra det kalenderår, hvor barnet er født/modtaget
  • To omsorgsdage, som den ansatte er forhindret i at bruge, fordi den pågældende holder barsels- eller adoptionsorlov i et helt kalenderår.

Hvis du inden for et kalenderår bliver ansat hos en anden arbejdsgiver inden for aftalens område, medtager du dine ikke-afholdte omsorgsdage til det nye ansættelsesforhold. Hvis du har brugt dine omsorgsdage, giver det nye ansættelsesforhold ikke ret til yderligere to omsorgsdage.

Er du blevet syg?

Hvis du bliver syg, før omsorgsdagen er påbegyndt, betragtes dagen ikke som afholdt. En omsorgsdag anses for påbegyndt ved arbejdstids begyndelse den pågældende dag.

Hvis du bliver syg eller får andet lovligt forfald på selve omsorgsdagen, betragtes dagen som afholdt.

Reference: Kapitel 3 i barselsaftalen.

Siden er sidst opdateret: 27.06.22 kl. 15.38

Natasha Engstrøm Zibrandtsen

Konsulent
Løn- og ansættelsesforhold
Telefon: 33 43 21 78
E-mail: faglig@hkkf.dk

Michael T. Jensen

Konsulent
Løn- og ansættelsesforhold
Telefon: 33 43 21 78
E-mail: faglig@hkkf.dk

Flemming Fage Sørensen

Konsulent
Løn- og ansættelsesforhold
Telefon: 33 43 21 78
E-mail: faglig@hkkf.dk