Ferie

Feriedage

Du optjener 2,08 feriedag, hver måned du er ansat.

Den 1. september 2020 trådte en ny ferielov i kraft. Ferieloven bygger i dag på et samtidighedsprincip, hvor feriedage optjenes og holdes over samme periode. Det gælder dog ikke de særlige feriedage. Dem optjener du ligesom førhen.

Hvis du er omfattet af 12-procentsordningen, kan du læse mere her.

Optjening af feriedage

Du får 2,08 feriedage per måneds ansættelse. Feriedagene tilskrives ultimo måneden og kan holdes fra den efterfølgende måned.

I løbet af ét år optjener du 25 feriedage (rundet op fra 24,96 feriedage). Optjeningsperioden starter 1. september og slutter 31. august i det følgende år (12 måneder). Det kalder man et ferieår.

I en periode på 15 måneder fra 1. oktober kan du holde dine feriedage. Det hedder ferieafholdelsesperioden.

Optjening af feriedage ved fravær med hel eller delvis løn

Udgangspunktet er, at feriedage optjenes, når du er i beskæftigelse, men du optjener også feriedage (fuld ferie) under helt eller delvis lønnet fravær på grund af eksempelvis:

  • sygdom
  • barsels- og adoptionsorlov
  • ferie, herunder særlige feriedage
  • uddannelsesorlov
  • omsorgsdage
  • barns 1. og 2. sygedag
  • afspadsering
  • opsparingsdage
  • suspension i henhold til tjenestemandslovens § 19
  • fritstilling

Perioder, hvor der ikke udbetales løn, men der optjenes sædvanlig pensionsret, f.eks. under dele af forældreorloven, sidestilles i relation til ferie med lønnede perioder. Det vil sige, at der optjenes ret til ferie med løn under fraværet.

Optjening af feriedage ved tjenestefrihed uden løn (TUL)

Hvis du har fået tjenestefrihed uden løn (TUL), hvor du hverken får løn eller optjener pension, optjener du stadig ferie og særlige feriedage i de første 6 måneder.

Det er en forudsætning for optjening af ferie, at du genindtræder i tjenesten inden udløbet af ferieafholdelsesperioden, hvori ferien skal være afholdt, og at ferien holdes inden udløbet af samme ferieafholdelsesperiode – medmindre ferien udsættes i henhold til andre bestemmelser i ferieloven (kap. 4 i ferievejledningen). Hvis du ikke opfylder disse betingelser, bortfalder feriedagene.

Eksempel

Hvis du holder tjenestefri uden løn fra 1. september  til 1. august  i det følgende år (11 måneder), vil du optjene ferie i de første 6 måneder (fra 1. september til 28. februar). Den ferie skal du nå at holde i den pågældende ferieafholdelsesperiode for, at de ikke går tabt. Når du kommer tilbage den 1. august, skal du derfor holde den optjente ferie, inden ferieafholdelsesperioden udløber den 31. december samme år.

To tjenestefrihedsperioder i forlængelse af hinanden

Hvis du holder to tjenestefrihedsperioder i direkte forlængelse af hinanden, betragtes det som en samlet tjenestefrihedsperiode - også selv om du holder ferie, særlige feriedage eller omsorgsdage mellem perioderne. Det betyder, at du kun optjener feriedage de første 6 måneder. 

Eksempel

Du holder tjenestefrihed uden løn fra den 1. januar til 31. maj (5 måneder) og afvikler derefter ferie og særlige feriedage i juni. Derefter får du yderligere 2 måneders tjenestefri uden løn i perioden 1. juli til 31. august. Du vil optjene ferie i de første 6 måneder af tjenestefrihedsperioden, det vil sige perioderne 1. januar til 31. maj samt 1. juli til 31. juli, i alt 6 måneder.

Du optjener også ferie i juni måned, hvor du så holder ferie og særlige feriedage.

Hvis du i TUL-perioden været ansat hos en anden arbejdsgiver og optjent ferie dér, fratrækkes den dertil svarende feriegodtgørelse i den løn, der udbetales under ferien. Der kan dog højst fratrækkes et beløb svarende til lønnen.

Ikke optjent nok ferie?

Hvis du står i en situation, hvor du ønsker at holde ferie, men ikke har optjent nok feriedage, kan du aftale med ledelsen, at du holder ferie på forskud. Arbejdsgiver vil typisk kræve, at aftalen er skriftlig. Feriedagene, der holdes på forskud, vil blive fradraget i de efterfølgende feriedage, som du optjener i det pågældende ferieår.

Hvis du fratræder, inden feriedagene når at blive optjent, vil ledelsen være berettiget til at modregne den afholdte ferie i dit krav på løn og feriebetaling ved fratrædelse.

Hvis du ikke har optjent feriedage og arbejdsgiver ikke ønsker at indgå en aftale om at holde ferie på forskud, vil ferie blive holdt for din egen regning, og du vil derfor blive trukket i løn under ferien.

Siden er sidst opdateret: 5.07.24 kl. 12.24

Natasha Engstrøm Zibrandtsen

Konsulent
Løn- og ansættelsesforhold
Telefon: 33 43 21 78
E-mail: faglig@hkkf.dk

Flemming Fage Sørensen

Konsulent
Løn- og ansættelsesforhold
Telefon: 33 43 21 78
E-mail: faglig@hkkf.dk

Michael T. Jensen

Konsulent
Løn- og ansættelsesforhold
Telefon: 33 43 21 78
E-mail: faglig@hkkf.dk