Optjening og afholdelse af særlige feriedage
Du optjener 0,42 særlige feriedage per måneds ansættelse. Optjeningsåret følger kalenderåret. Det vil sige at du i løbet af ét år optjener 5 særlige feriedage.
Du skal holde dine særlige feriedage i perioden 1. maj til 30. april det kommende år (afholdelsesperioden).
Udgangspunktet er, at særlige feriedage – ligesom feriedage – optjenes, når du er i beskæftigelse. Men du optjener også særlige feriedage under helt eller delvis lønnet fravær pga. eksempelvis:
- sygdom
- barsels- og adoptionsorlov
- ferie, herunder særlige feriedage
- uddannelsesorlov
- omsorgsdage
- barns 1. og 2. sygedag
- afspadsering
- opsparingsdage
- suspension i henhold til tjenestemandslovens § 19
- fritstilling
Perioder, hvor der ikke udbetales løn, men der optjenes sædvanlig pensionsret, f.eks. under dele af forældreorloven, sidestilles i relation til ferie med lønnede perioder. Det vil sige, at der optjenes ret til ferie med løn under fraværet.
Særlige feriedage kan du holde samlet, enkeltvis og som brøkdele af dage. Særlige feriedage starter ved arbejdstids begyndelse og slutter ved arbejdstids ophør den/de pågældende dage.
Vigtig viden til tillidsrepræsentanter
Afviklingen af særlige feriedage fastlægges ved en individuel aftale mellem medarbejderen og arbejdsgiveren. Der kan derfor ikke indgås lokale kollektive aftaler mellem tillidsrepræsentanter og ledelsen om afvikling, placering eller kontant godtgørelse af de særlige feriedage.
Seks vigtige om særlige feriedage
Når der optjenes ferie under tjenestefrihed uden løn, optjenes der også særlige feriedage.
Hvis du i perioden med tjenestefrihed uden løn (TUL) har været ansat hos en anden arbejdsgiver og optjent særlige feriedage der, fratrækkes en udbetalte kontante godtgørelse i din løn, der udbetales, når de særlige feriedage holdes. Der kan højst fratrækkes et beløb svarende til lønnen.
I modsætning til feriedage kan du ikke holde særlige feriedage på forskud.
Tidspunktet for afvikling fastlægges efter aftale mellem dig og arbejdsgiver – og så vidt muligt i overensstemmelse med dine ønsker. Jo tidligere du giver arbejdsgiver besked, jo større er muligheden for, at afholdelsen kan forenes med arbejdet.
Særlige feriedage kan varsles af ledelsen efter 1. januar, hvis afvikling ikke er sket eller fastlagt inden. Ledelsen kan i så fald varsle dagene afholdt med 1 måneds varsel.
Udgangspunktet er, at særlige feriedage skal udbetales ved udløbet af afholdelsesperioden for de særlige feriedage, dvs. den 30. april. Hvis du ønsker det, kan de særlige feriedage overføres.
Lønnen under afholdelse af særlige feriedage beregnes på grundlag af den gennemsnitlige beskæftigelsesgrad i optjeningsåret (kalenderåret).
Hvis du har særlige feriedage til gode, når du fratræder, skal du have dem udbetalt.
Hvis du bliver ansat hos en anden arbejdsgiver inden for ferieaftalens dækningsområde, dvs. i en anden stilling i staten, kan du aftale med din nye arbejdsgiver, at de særlige feriedage overføres til det nye ansættelsesforhold.