Hvis du er ansat på korttidskontrakt (K35), er din pension sammensat af:
- Arbejdsmarkedspension (også kaldet minipension) af din grundløn.
- Tillægspension af dine tillæg.
Minipension
Arbejdsmarkedspensionen for korttidsansatte kaldes også minipension. Pensionsaftalen er en del af HKKF’s overenskomst med Forsvaret, og satserne fastsættes i de centrale overenskomstforhandlinger.
Minipensionen udgør 7,26 procent af din grundløn. Det er arbejdsgiveren, der betaler, og beløbet bliver automatisk indsat på din pensionskonto i Sampension.
Ordningen gælder for konstabler, overkonstabler samt korporaler, som:
- Er fyldt 20 år.
- Har været ansat i staten i ni måneder (konstabelelev-tiden medregnes i de ni måneder, men det gør værnepligtstjenesten ikke).
- Minipensionen udbetales løbende med begyndelse fem år før din folkepensionsalder.
Pensionsordningen gælder ikke for personel i reserven og for ansatte på tidsbestemte korttidskontrakter.
Pension af tillæg
Du får 18 procent i pension af militærtillægget. Øvrige funktions- og kvalifikationstillæg giver 15 procent i pension, medmindre andet er aftalt. Du kan se den samlede oversigt over centralt aftalte tillæg, og om de er pensionsgivende på siden Løn.
Tillægspension udbetales løbende, når du når den pligtige afgangsalder. Hvis du forlader Forsvaret forinden, kan du vælge at beholde pensionsopsparingen hos Sampension, eller du kan få den flyttet til en anden pensionsordning.