Straf og disciplinarmidler

Den militære diciplinarlov

Den militære disciplinarlov skal sikre disciplin inden for Forsvaret. Loven giver mulighed for at pålægge militære ansatte sanktioner.

Disciplinære sanktioner anvendes ved pligtforsømmelser, hvor der af disciplinære grunde er behov for en sanktion, men hvor der ikke er hjemmel til eller behov for en straf.

Mindre grove og ubetydelige forseelser mod de militære pligter, eller forseelser, hvor du har handlet uagtsomt, vil normalt anses for disciplinarsager. Småforseelser bør normalt afgøres med en uformel påtale eller mundtlig misbilligelse.

Sanktioner

Du kan gøre dig skyldig i militær pligtforsømmelse, hvis du:

  • undlader at efterkomme en tjenstlig ordre fra overordnet eller vagt eller efterkommer ordren på en klart utilfredsstillende måde.
  • i handling eller ord krænker en foranstående eller vagt (respektstridig opførsel).
  • tilsidesætter pligter som vagt.
  • uberettiget fjerner dig fra tjenestestedet eller udebliver fra tjenesten.
  • forstyrrer den offentlige orden eller er synligt påvirket af alkohol, euforiserende stoffer, op-stemmende eller bedøvende midler, og gennem påklædning eller lignende viser at høre til Forsvaret.
  • i forbindelse med tjeneste i udlandet forstyrrer den offentlige orden, eller viser dig synligt påvirket.
  • bevirker at ting, der hører til det militære forsvar, bortkommer, ødelægges eller beskadiges.
  • i øvrigt gør dig skyldig i pligtforsømmelse.

Disciplinarmidler kan endvidere pålægges den overordnede, som:

  • ved handling eller i ord krænker en underordnet.
  • ved forskelsbehandling, chikane eller på anden lignende måde forfølger en eller flere underordnede.
  • undlader at gribe ind over for en underordnets krænkende behandling af dennes underordnede eller sideordnede.

Diciplinarmidlet

Der skal være en rimelig sammenhæng mellem forseelsen og disciplinarmidlet.

Chefen for en afdeling og selvstændig underafdeling har myndighed til at pålægge disciplinarmidler og disciplinarbøde indtil 2.000 kroner. 

Chefen for en underafdeling har myndighed til at pålægge disciplinarmidler og disciplinarbøde indtil 1.000 kroner. 

Som sanktioner kan anvendes:

  • Tilrettevisning.
  • Fremstilling.
  • Arbejde og efterøvelse i en del af fritiden.
  • Tjeneste uden for orden.
  • Disciplinarbøde.
  • Disciplinarmidler er civilretlige sanktioner og ikke straf, som vil fremgå af din straffeattest. Du kan klage over en disciplinær sanktion.

Indberetning

Ved tilsidesættelse af militære pligter kan enhver – overordnet /underordnet/sideordnet – indberette dette skriftligt til disciplinarchefen. En overordnet, som modtager indberetning og som ikke har kompetence til at træffe afgørelse, skal videresende indberetningen til disciplinarmyndigheden.

Sagens gang

Afhøring:

Hvis du er indberettet for en pligtforsømmelse, bliver du indkaldt til en afhøring. Det skal oplyses præcist, hvad indberetningen drejer sig om. Chefen har pligt til at føre et notat over afhøringen. Du har ret, men ikke pligt til at udtale dig. Du har ret til at tage en bisidder med. Du har ret til aktindsigt, for eksempel at se den skriftlige indberetning.

Afgørelse:

Afgørelsen skal være skriftlig og indeholde en begrundelse. Afgørelsen skal redegøre for de faktiske omstændigheder i sagen. Der skal være sammenhæng mellem den begåede forseelse og disciplinarmiddel. Der skal være en klagevejledning. Fuldbyrdelse af disciplinarmiddel kan udsættes i indtil tre gange 24 timer fra forkyndelsen.

Klage:

Klage over afgørelsen kan indbringes for disciplinarchefen inden 14 dage. Disciplinarchefen skal gennem-føre ny procedure og træffe en ny afgørelse. Disciplinarchefens afgørelse kan indbringes for et disciplinarnævn inden fire uger fra forkyndelsen. Klager har ikke opsættende virkning.

Diciplinarnævnet

Disciplinarnævnet er en uafhængig klageinstans, som behandler klager over disciplinarmidler. Disciplinarnævnet består af en byretsdommer, som er formand, en repræsentant for forsvaret og en repræsentant for den relevante personelgruppe, for eksempel fra HKKF.

Det koster ikke noget at få din sag behandlet i nævnet, og nævnet kan ikke give dig en strengere sanktion end den du allerede er blevet pålagt. Du kan derfor være tryg ved at klage til disciplinarnævnet, uden at frygte repressalier fra dine overordnede.

Siden er sidst opdateret: 1.06.22 kl. 09.06

Flemming Fage Sørensen

Konsulent
Løn- og ansættelsesforhold
Telefon: 33 43 21 78
E-mail: faglig@hkkf.dk

Natasha Engstrøm Zibrandtsen

Konsulent
Løn- og ansættelsesforhold
Telefon: 33 43 21 78
E-mail: faglig@hkkf.dk

Michael T. Jensen

Konsulent
Løn- og ansættelsesforhold
Telefon: 33 43 21 78
E-mail: faglig@hkkf.dk