Tjenesterejser

Hvad er tjenesterejse?

Skal du på en rejse, som er et nødvendigt led i tjenesten, er der tale om en tjenesterejse.

For at der er tale om en tjenesterejse, skal rejsen være et nødvendigt led i tjenesten. Vurderingen af, om dette er tilfældet, foretages af tjenestestedet.

Du udfører normalt dit arbejde på det faste tjenestested. Hvis arbejdet skal udføres på et andet sted, foreligger der en tjenesterejse, og reglerne i tjenesterejseaftalen skal anvendes.

Målet for en tjenesterejse er i det følgende normalt benævnt som det midlertidige tjenestested, mødestedet eller bestemmelsesstedet.

Tilrettelæggelse

Det er tjenestestedet, der tilrettelægger tjenesterejsen. Tilrettelæggelsen sker under hensyntagen til såvel dine som tjenestestedets forhold. Det får betydning for blandt andet: 

  • Valg mellem privat eller offentligt transportmiddel.
  • Valg af transportmiddel og rejseklasse.
  • Brug af rabatordninger.
  • Anvisning af passende indkvartering.
  • Valg mellem overnatning eller daglige tjenesterejser.

Tjenestestedet afgør ligeledes, om tjenesterejsen (for eksempel to ugers sammenhængende kursus) skal tilrettelægges som mandag til fredag-tjeneste eller strække sig over weekender.

Siden er sidst opdateret: 27.06.22 kl. 14.08