En god erhvervsuddannelse er noget af det bedste, du kan gøre for dig selv og din fremtid. En god erhvervsuddannelse er vejen til job med ordentlige løn- og arbejdsforhold.
Konstabler og korporaler varetager ofte funktioner og arbejdsopgaver, som giver det praktiske grundlag for at gennemføre en fuld erhvervsuddannelse. Typisk vil du kunne gennemføre uddannelsen på kortere tid, fordi du i forvejen har erfaring fra jobbet. Så kan du nemlig få merit for de ting, du allerede kan, for eksempel kurser fra Forsvaret og udførelse af praktiske arbejdsopgaver.
Hvis du arbejder med kørsel, forsyning, IT eller har administrative opgaver, er der gode muligheder for at få en realkompetencevurdering på en erhvervsskole, som kan tilrettelægge et afkortet uddannelsesforløb, så du får en fuld erhvervsuddannelse som logistikassistent, automontør, godschauffør, IT-supporter og så videre.
Uddannelsesforløbet gennemføres sideløbende med dit job som konstabel. Forsvaret får ovenikøbet tilskud til din løn, mens du er under uddannelse.
'Fra ufaglært til faglært'
I forbindelse med OK21 har HKKF været med til at aftale, at den statslige kompetencefond særligt støtter opkvalificering fra ufaglært til faglært for medarbejdere, som er omfattet af OAO’s overenskomstområde, herunder HKKF’s medlemmer.
Det er en enestående mulighed for at motivere arbejdspladsens ledere til at godkende ønsker om erhvervsuddannelse, fordi kompetencefonden yder støtte til lønudgifter i form af lønkompensation. Hvis du får støtte til et uddannelsesforløb, er du sikret din hidtidige løn under kompetenceudviklingen.
Der kan søges om tilskud til alle godkendte erhvervsuddannelser. Der ydes også støtte til på-vej-til faglært forløb, der som navnet antyder, er et uddannelsesforløb, som leder på vej til at blive faglært, men hvor man ikke når helt til faglært niveau.
For at få støtte skal du være fyldt 25 år ved uddannelsesstart og have mindst to års ansættelse i Forsvaret.
Indsatsen ’Fra ufaglært til faglært’ er tidsmæssigt afgrænset til at gælde i OK21. Der ansøges i et særskilt ansøgningsskema, der kan tilgås via Kompetencesekretariatets hjemmeside.
Se eksempler på lærlinge- og elevuddannelser til konstabler her.
Du kan også læse mere om VEU-godtgørelse her eller om kompetencefondens indsats fra ufaglært til faglært her.