Civile uddannelsesmuligheder

Voksenuddannelse

Der findes en række muligheder til dig, der som voksen ønsker at tage en uddannelse – afhængigt af dit niveau.

Akademiuddannelser

En akademiuddannelse er en videregående uddannelse for voksne med erhvervserfaring. Den er på niveau med en erhvervsakademiuddannelse, og du kan tage den på deltid. Du kan tilmelde dig et modul ad gangen, så du kan tage uddannelsen i dit eget tempo og passe et job samtidig. En hel uddannelse tager typisk tre år.

For at starte på en akademiuddannelse skal du have en studentereksamen, en relevant erhvervsuddannelse eller relevant erhvervserfaring.

Der er deltagerbetaling på alle akademiuddannelser. Du kan søge tilskud ved blandt andet Kompetencefonden eller Statens voksenuddannelsesstøtte (SVU).

Efter akademiuddannelse kan du søge videre på en diplomuddannelse.

Forberedende voksenuddannelse (FVU)

Er du voksen, og vil du være bedre til at læse, skrive og regne, kan du deltage i forberedende voksenundervisning (FVU).

FVU består af tre fag: FVU-start, FVU-læsning (dansk) og FVU-matematik. Du bliver blandt andet undervist i at læse aviser og blade, skrive e-mails og bruge matematikken i din dagligdag.

FVU henvender sig til alle, der kan få noget ud af undervisningen. Efter FVU kan du søge en almen voksenuddannelse (AVU).

Du kan læse om indsatsen 'Bedre til ord, tal og it' her

Almen voksenuddannelse (AVU)

Fik du aldrig taget folkeskolens afgangseksamen, eller ønsker du at genopfriske et eller flere af folkeskolens fag, for eksempel dansk eller matematik?

AVU er et tilbud til voksne over 25 år, der gerne vil forbedre sig i et eller flere fag på 9. og 10. klasses niveau.

Med AVU kan du samle op på de fag, du mangler for at komme i gang med at uddanne dig, for eksempel tage en erhvervsuddannelse, en hf eller en studentereksamen. Undervisningen foregår på voksenuddannelsescentre (VUC), som findes rundt om i landet.

Der er deltagerbetaling for alle AVU-fag. Fagene dansk, dansk som andetsprog, engelsk, tysk, fransk, matematik, naturvidenskab, historie og samfundsfag koster 130 kroner per fag. De øvrige fag koster 1.330 kroner per fag.

Du kan eventuelt søge Statens Voksenuddannelsesstøtte (SVU). For at søge SVU skal du være i arbejde og i øvrigt opfylde betingelserne. Se Statens Voksenuddannelsesstøtte (SVU).

Siden er sidst opdateret: 9.06.22 kl. 11.05