Uddannelse og kompetencer

Kompetenceafklaring

HKKF har et samarbejde med AMU-Vest i Esbjerg, hvor du har mulighed for at gennemføre et kompetenceafklarende forløb.

I Hæren er der normalt lagt en omhyggelig plan for dine militære uddannelser. Det er derimod dig selv, der må tage initiativet til at få de civilrettede uddannelser, også selvom de ofte gør dig til en bedre og mere alsidig medarbejder i Forsvaret.

Hvis du har et klart billede af, hvilken uddannelse du er interesseret i, så er det bare med at komme i gang med at finde ud af, hvordan du kan gennemføre uddannelsen. Hvis du er i tvivl om, hvad der er relevant og muligt for dig, så er det en god idé at starte med at få afklaret og vurderet dine kompetencer.

Når du får afklaret og vurderet dine kompetencer, får du: 

  • Overblik og sat ord på egne kompetencer.
  • Større klarhed over karrieremuligheder både i nuværende job og i forhold til eventuelt nyt.
  • Motivation til videre udvikling.
  • Mulighed for at blive optaget på en formel uddannelse trods adgangskrav.
  • Mulighed for at få afkortet og tilbudt et særligt tilrettelagt uddannelsesforløb.

Du bliver helt sikkert mere opmærksom på, at du kan meget mere, end du går og tror. Og det bedste er, at du kan dokumentere alle dine kompetencer over for din nuværende eller en fremtidig arbejdsgiver. Du får også et samlet papir, der giver et overblik over alle de ting, som du kan.

AMU-Vest

HKKF har etableret et samarbejde med AMU-Vest i Esbjerg, hvor du har mulighed for at gennemføre et kompetenceafklarende forløb. AMU-Vest er forberedt på at afklare dine kompetencer samt vejlede og rådgive konstabler om uddannelsesmuligheder. 

Det er i Forsvarets interesse, at du som medarbejder er motiveret for kompetenceudvikling, og derfor er det helt i orden, at du beder om fri fra tjeneste til at deltage i forløbet. Forsvaret får VEU-godtgørelse og skal dække din deltagerbetaling. Det er en god forretning for Forsvaret.

Du kan også søge støtte fra Kompetencefonden til deltagelse i forløbet. 

Siden er sidst opdateret: 27.06.22 kl. 17.30